TINE

Tine K. Skau, performer & komponist

Tine er formelt set uddannet blokfløjtist fra Det Fynske Musikkonservatorium, men der er så meget mere: Hun er blandt meget andet stifteren bag performerensemblet TRIOfabula, med- og modspiller i trioen BarokChok samt det progressive ExpandingCanvas, duoerne Salmer på Keltisk og Salmer på Caribisk, medkomponist på koncerten “de 10 bud”, ophavskvinde til et hav af enkeltstående musikprojekter og endelig dedikeret instrument- og øvenørd!

Tine har skrevet partiturmusik siden teenageårene og hun arrangerer og skriver for stort set alle instrumenter – gerne i kammermusikalske rammer.
Mange af hendes kompositioner henter inspiration fra den keltiske musik: En svævende enkel stil, hvor melodien ligger transparent over en harmonisk baggrund.
Tine kender det keltiske klangunivers indgående gennem mange år på landevejen med Kvartetten WillowTree og duoen Salmer på Keltisk.

Tine er en erfaren koncertmusiker og performer. Samarbejder via TRIOfabula med sangerne Ingvil Bjåstad, Rasmus Tofte-Hansen og Kristine Eiler Ernst, samarbejdet med marimbaspiller og komponist Kai Stensgaard, accordeonist Lisa Balle,klarinettist Anja Præst Mikkelsen og saxofonist Carsten Sinvald, multiinstrumentalist Guy Moscoso og senest billedkunstner Karen Thomsen har udviklet og udvidet Tines stilistiske og instrumentale palette.
Således spiller Tine i dag, gerne på alt, der kan blæses i.

Læs mere her: www.tinekskau.dk og www.expandingcanvas.dk og www.barokchok.dk

“Halfdan Rasmussens digte har været en musikalsk inspiration i sig selv: De har kaldt på andre og flere tonesprog, end jeg plejer at arbejde i. Noget om Rigdom har en jazz-tone, Noget om normal Galskab har et fanden-i-voldsk heavy vise-udtryk, Noget om at føle sig Grebet er en hel operalibretto på bare 3 vers. Samtidig havde jeg det udgangspunkt for de fleste melodier, at de skulle fungere som fællessang – og ded have begrænset ambitus og stærke karakteristika. Jeg håber, det er lykkedes. I HALFDANensemblets musikalske regi kan vi give ord og toner maximalt samspil.”
Tine K. Skau, december 2014